Stress – Ud over sammenbruddets rand.
– Hvordan kan det gå så galt?
Den seneste tid har der i medierne været et betydeligt fokus på stress, og hvordan vores tilsyneladende manglende evne til at holde igen, og leve et fornuftigt liv, ser ud til at være i fare – udsagnet kan virke stødende og jeg er naturligvis klar over at der er mere til stressepidemien end den individuelle vinkel.
På DR viser Peter Lund Madsen perspektiver på dette i serien ”Superhjerner”, mens en anden serie, også på DR, viser andre aspekter i serien ”De perfekte piger”. Uden at skulle gå mere end i det, vil jeg prøve at give nogle bud på hvad årsagerne kan være og hvordan det kan gå så galt.
Jeg vil fremhæve to temaer, som bud på mulige årsager – identitet og kontrolbehov.
Identitet og samfund.
Identitet er en del af menneskers måde at orientere sig på i samspil med andre. Identitet har betydning for den måde vi præsenterer os på, for vores selvværd, social involvering, betydning og forpligtelser. Identitet er altid en aktuel problemstilling i menneskers liv, da identitet handler om mening, og måder at forstå sig selv på i samfundet.
Vi lever i dag i et samfund der er karakteriseret ved fraværet af dyb forbundethed med andre, og hvor skilsmisseraten i de vestlige lande, siden 1950, er steget betydeligt. I 1950 levede 11% alene i Danmark, i 1997 var det 25%, mens det tal, pr. 1 januar 2018 nu er steget til 39%. Tendensen peger endvidere på, at man i dag, er mindre tilbøjelig til at besøge venner, familie og deltage i lokalsamfundet.
Når den udvikling sammenholdes med fremkomsten af sociale medier, så kan det antages at vores overfladiske relationer overstiger de tætte, samt at vores forbundethed med andre, og muligheder for at danne tætte relationer, er forringede. Den store opblomstring af sociale teknologier gør også at mange er fanget i en grænseløs online verden, af sociale sammenligningsmuligheder, og at mange derfor er konstant socialt udfordret.
Social separation og individualisme.
Samfundet er i konstant og hastig forandring med smuldrende sociale netværk, hvilket danner grobund for individualisme. At mange børn samtidig vokser op i splittede familier eller med enlige forældre, bidrager yderligere til individualismen, da børn lærer, at man ikke behøver at være sammen eller søge sammenholdet, for at få hverdagen til at fungere – men hvis man tror nok på sig selv, så er alt muligt.
Individualisme og mistrivsel.
Vores flygtige og overfladiske relationer bærer noget af skylden for den øgede forekomst af stress, angst og depression, da manglende tilhørsforhold kan lede til ensomhed og utryghed, og i sagens natur, forringede sociale støttemuligheder.
Forskning peger på at unge i dag, i højere grad end tidligere oplever angst og depression, men også at de har højere selvværd og scorer højere på narcissistiske personlighedstræk end tidligere, måske fordi de har inkorporeret en række positive selv-følelser, som værn mod mistrivsel – altså en slags ”fake it till you make it” strategi. Dette kan med tiden giver bagslag, da det på lang sigt er en hæmsko for sociale relationer.
Undersøgelser peger på, at selvværdsfølelsen har været stigende blandt unge over de seneste 20 år og at det øgede fokus på selvværd synes at gå hånd i hånd med øget ængstelighed, endvidere at dette medfører, at ønsket om, og behovet for, social anerkendelse er større end nogen sinde før.
Identitets-Pejlemærker.
Hos amerikanske studerende har man fra generation til generation, fundet at der er sket et kulturskifte i henhold til de mål og værdier, unge har i dag; hvor disse er tiltagende tilbøjelige til at fokusere på ydre værdier som penge, status og udseende, mens indre værdier som kompetence, tilknytning og fællesskab træder i baggrunden.
Det samme mønster gør sig gældende når yngre generationer skal redegøre for deres værdier i relation til arbejde, hvor der i høj grad fokuseres på løn, status og mulighed for forfremmelse.
For mange unge betyder det at dagligdagen er en lang ”Like jagt”, eller ”identitets-management” både i det ”rigtige” liv og i det liv som i tiltagende grad leves online, hvor de værdier vi navigerer efter – måles og vejes på, er de ydre værdier som f.eks. penge, status og at have ”styr på livet”
Her er der bla. det problem, at Facebook o.a. tilbyder os grænseløse sammenligningsmuligheder med andre, og at det uundgåeligt udfordrer vores oplevelse af, at et helt almindeligt liv er tilstrækkeligt, fordi der altid er andre der lever et mere glamourøst og ubesværet liv.
Identitet og arbejde
Svækkelsen af familien, det lokale miljø og vores sociale netværk som identitetsrum indebærer, at vi nu ofte kun har arbejdet at definere os ud fra. Når vi kun har den ene knage at hænge vores identitet på, og når det moderne arbejde kræver at vi involverer os på en dybere måde end tidligere, hvor personlige egenskaber og ressourcer nu er kompetencer vi skal trække på og løbende udvikle, så er det måske ikke så underligt at arbejdet helt kan komme til at tage styringen i vores liv.
Hermed er jeg fremme ved næste del, den del der handler om hvordan vi finder ressourcerne til at drive os selv helt ud over kanten.
Selvkontrol og overkontrol.
Selvkontrol defineres som personens evne til bevidst at kunne undertrykke impulser, vanehandlinger og automatiseret adfærd. Selvkontrol indebærer kontrol af tanker, følelser og adfærd, med henblik på at agere i samklang med samfundets, eller egne krav/forventninger, hvor formålet er at maksimere de langsigtede gevinster for en selv. Evnen til at kunne kontrollere sig selv er derfor en eftertragtet og højt værdsat egenskab, noget man kan profilere sig højt på som voksen og noget vi som forældre påskønner og fremmer i vores børn, og ofte noget man får positiv feedback på og et anerkende nik, fra omgivelserne – altså positiv reinforcement, hvorfor adfærden gradvist styrkes.
Personer med en over-kontrol tendens styrkes i deres adfærd når de oplever sig som i kontrol, når de følger reglerne og lever op til forventningerne, især når de bevarer roen under massivt pres og klarer det umulige. En vigtig del af dette er at sammenligne sig med andre ift. performance og hvad man har opnået, for at få valideret at man er god nok.
Som konsekvens af dette ses mange mennesker med en overkontrols-tendens at arbejde særdeles hårdt for at undgå at lave fejl – (underforstået) at de måtte sige fra, de sensitiviseres ift. hvad de opfatter som kritisk feedback og deres selvværdsfølelse kommer i høj grad til at bero på hvorledes deres indsats og resultaterne af denne, er sammenlignelig og helst bedre end andres.
Overkontrol og identitet.
Hermed er jeg tilbage ved identitetsforvaltningen, hvor en af de søjler vi baserer identiteten på, er at virke som om vi har ”styr på” livet og at vi er stærke og selvstændige. Meget af denne følelses beror på vores succes fra arbejdspladsen, da vi ikke har andre udfoldelsesrum, hvor det vi navigerer efter, er løn, status og mulighed for forfremmelse. Når vi søger bekræftelse på om vi er gode nok, så er en af vigtig del af dette at sammenligne os med andre ift. performance og om man kan klare mosten. Disse faktorer bliver derfor et meget personligt anliggende – noget der indbefatter hele os og noget vi vil kæmpe indædt for at bevare.
Selvkontrol – Altså at kunne klemme ballerne sammen.
At kunne presse sig selv er naturligvis godt, men det er et tveægget sværd man ikke skal svinge med for ofte. Når man alligevel skal, så gør det med omtanke, for hver gang vi gør det, så nedbryder vi os selv en lille smule. Det kan være fint, såfremt der er tilstrækkelig med ro og hvile til at kompensere for anstrengelsen. I så fald kan det være positivt og give anledning til personlig vækst.
Til at værne os mod overanstrengelsen har vi det symptom vi kender som udmattelse, hvilket er en kropslig tilstand organismen genererer, for at forhindre os i at gøre skade på os selv. Problemet er blot at langvarig stress afskærer os fra at mærke os selv, hvorfor vi ikke opfatter advarselssignalerne. Det kan der være mange årsager til, men er man i kamp, som kroppen måske tror man er, så giver det meget god mening ikke at kunne mærke sig selv.
Mange er også igennem opdragelsen blevet præget til at det er ”de svage der giver op”, at ”store drenge ikke græder” og at man ”altid afslutter det man har påbegyndt”, man er måske endda hyppigt blevet konfronteret med at “nu må du lige tage dig sammen” osv. osv.
Det vil sige man er altid blevet gjort forkert når man har forsøgt at lytte til sig selv.
En anden medvirkende faktor kan være at stress reducerer den vagale tone, dvs. aktiviteten i vagusnerven, der er den vigtigste nerve i den parasympatiske del af det autonome nervesystem. 80% af signalerne i denne går fra krop til hjerne, for at informere den ”centrale dirigent” – hjernen, om organismens tilstand. Reduceret vagal tone medfører altså reduceret feedback fra kroppen, og så er det vi kan fortsætte med speederen i bund, lige indtil vi kører ud over kanten – uden at vi opdager det er sket, før vi rammer bunden.